Bjørnø og Avernakø

Fredag d. 23. september stod jeg Ved Fåborg Roklub og skuede sammen med 9 andre kajakroere over mod Bjørnø. Ifølge Bent var vejret perfekt med sol og varme og 8 sekundmeter fra sydøst.

Halvdelen af flokken var ret erfarne, mens vi andre novicer fra i år.

Jeg havde allerede erfaret at det ikke er så helt enkelt at få en weekendoppakning til primitiv campering presset i en havkajak, men som gammelt friluftsmenneske klarede jeg nu den opgave rimelig godt. Med knapt en måneds erfaring og 78 km på rokortet, blev jeg der imod noget i tvivl om egne evner ved synet af de bølger 8 sekundmeter afstedkommer omkring Fåborg.

Bent havde overbevist mig om, at det kunne jeg sagtens, så jeg tog en dyb indånding og fulgte efter de andre op mod vinden.

Indenfor de første par hundrede meter gjorde jeg 2 erfaringer: En lastet kajak ligger dejligt stabilt i vandet – og man bliver meget våd når bølgerne står ind over stævnen. Lørdag aften ved bålet erfarede jeg, at flere af de andre havde været mindst lige så nervøse som jeg – det var nok derfor overfarten til Bjørnø ikke var præget af den store diskussionslyst.

Nå, vi fik sat telte op og lavet mad i skæret fra en mængde pandelamper – Hennings vandt konkurrencen om at lyse længst. Det primitive taget i betragtning rummede aftenbordet en imponerende mængde gode oste og rødvin, så det blev til en ret lang aften ved bålet.

Næste morgen blev vi vækket af en KO der brølede hjerteskærende – til gengæld var der en hane, som galede da vi skulle i seng. De er lidt sære på de der småøer.

Efter morgenmad og briefing stod vi ud mod Avernakø under vejrforhold meget lig fredag. Vi kom ret smertefrit der over, stod nord om øen og skulle så i direkte modvind ned langs den sydvestvendte kyst, som er lang og ligger ret åbent for vind fra sydøst. Det gik nu fint selv om der skulle bestilles noget og vi blev grundigt gynget. Omkring midtvejs blev Lykke så godt gammeldags søsyg – med alt hvad dertil hører. Vi fik hende i land på øens smalleste sted, hvor vi kunne bære hendes kajak over og putte hende til middagssøvn i noget varmt tøj. Vi andre fortsatte så rundt om øen, og nåede godt trætte til den sydøstlige pynt, som vi rundede og fik vinden direkte i ryggen. Det hævede humøret gevaldigt efterhånden som vi fik lært at surfe på bølgerne – det er der en del mere ryk i end rutschebanen i Kolding bad. Da vi nåede tilbage til Lykke var hun kommet til at se helt menneskelig ud igen, så vi tog en fortjent frokostpause i solskinnet.

Nu skulle vi så tilbage mod Bjørnø med temmelig store bølger ind skråt bagfra. Som Ingolf så smukt udtrykte det, er det en øvelse som kræver at man ”holder ørerne lige i munden”. Det er faktisk svært! Vi nåede da også kun lige ud på rigtigt åbent vand før Henning pludseligt sejlede med kajakken øverst. Det tog dog kun et øjeblik før Bent havde fået hjulpet ham om på ret køl igen. Det var faktisk imponerende at se hvor godt makkerredning fungerer under vanskelige forhold – så jeg tog det helt roligt da det kort efter blev min tur til at studere fiskenes levevilkår. Da jeg var kommet i kajakken igen ville Tom også lige teste beredskabet, men derefter sejlede vi resten af vejen hjem til lejren, aftensmaden og bålhyggen.

Efterhånden var vi jo kommet til at kende hinanden ganske godt, så det blev en særdeles hyggelig aften med masser af smådrillerier og gode historier. Det var her jeg opdagede, at jeg ikke var den eneste, som stod ud fra Fåborg med en vis nervøsitet og nogle gange undervejs havde fået udfordret nogle grænser. Det vigtigste i den sammenhæng, var dog at vi alle havde nydt det og følte, at vi havde lært en masse både om at ro, at forstå vandet og tage hensyn til vejrforhold – takket være den tryghed det havde givet at være samen med nogle garvede roere og især vores behagelige og kompetente turledere: Michael og Bent. En stor tak til dem.

Den sidste del af turen var, med vores nye erfaringer, den rene barnemad og udviklede sig i retning af rent tivoli da vi surfede de sidste kilometer mod Fåborg.

Alt i alt en rigtigt dejlig og lærerig tur med udfordringer på mange fronter. Som Ingolf så smukt udtrykte det: “Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er mest stolt af det jeg har klaret i kajakken eller mine ukendte evner som kok”.